Stadig single…

Til at starte med var det vildt hårdt at blive single. Især fordi det ikke rigtigt var min beslutning.

Der gik nogle måneder, og jeg begyndte efterhånden at nyde min nyfundne frihed, og jeg endte faktisk med at være lykkeligere end jeg havde været i lang tid.

På det seneste er det dog gået den anden vej. Efterhånden som jeg har vænnet mig til tilværelsen som en af de utallige singler i landet, er der også dukket en større og større trang op til ikke længere at være en del af den statistik. Jeg undrer mig lidt over hvor det kommer fra, for jeg har virkelig været oprigtigt glad på det seneste, og jeg har bestemt ikke følt noget behov for at finde ne fyr at dele mit liv med.

Jeg tænker næsten det må være et form for urinstinkt som, for at sikre artens overlevelse, giver os mennesker en trang til at være sammen. Desværre for mig betyder det bare, at min lykkelige periode som single er forbi. Altså, jeg er stadig single, jeg er bare ikke lykkelig af den årsag længere. Øvøv!